|
Retur til Basenji Info
Træning /
Aktivering
Her har jeg valgt at vise en artikel om
træning og aktivering af basenjier. Artiklen blev bragt i
Spidshunden februar 2010.
Gode aktiviteter for basenjier
af Helle Søndergaard
Nielsen
Godt nytår til basenji-folket.
Så er et nyt år begyndt, og med det følger muligheder for at lave
noget sjov med sin basenji, hvis man har lyst. Basenjien er som
bekendt en meget aktiv hunderace, som er meget motionskrævende, men
den er bestemt også glad for at bruge sit hoved og sin snude.
Personligt laver jeg mange forskellige ting med mine tre basenjier
(Mille fra 1998, Lubaya fra 2003 og Selma født i 2005), og her vil
jeg fortælle lidt om vores oplevelser, og forhåbentlig sidder der
nogle basenji-ejere derude, som også kunne tænke sig at prøve nogle
af disse ting med deres hunde.

Lure Coursing
Basenjien er fra naturen en løber - den ånder og lever for at løbe.
Derfor er Lure Coursing en rigtig god aktivitet for denne race. I
Lure Coursing jager hunde en kunstig hare tværs over en mark og
følger et løbemønster, der skal forestille en virkelig forfølgelse i
en jagt situation. En typisk Lure Course-strækning er mellem 600 og
1000 yards (548 til 914 meter). I Europa kan banelængden være over
1000 meter, og banen kan indeholde forhindringer og spring. Banen
skal indeholde et vist antal sving for at simulere byttets
(prærieharens eller harens) retningsskift under en jagt. Marken kan
være indhegnet eller åben.
Det er en rigtig god sport for en basenji. I 2009 var jeg afsted 3
gange med Selma, og hun løb to løb hver gang. Hun blev meget tændt
på jagten og stod og hylede og jodlede inden start. Hvis der er
andre, der har lyst til at prøve at lade deres basenjier løbe, så
kan man melde sig til løb i Myndeklubben, som står for træningen.
Der er træning både i Jylland og på Sjælland. En hund skal være 1 år
for at løbe et fuldt løb, men hvalpe fra 5-6 måneder må gerne løbe
hvalpeløb på en meget kort strækning. Det er bare for at vække
jagtinstinktet. Basenjier kan løbe licensløb, når den er 15 mdr.
I Danmark kan hunde fra gruppe 5 og 10 få løbslicens. Betingelser
for at opnå coursing licens: Hunden være mindst 15 mdr. gammel (små
racer) eller 18 mdr. gammel (store racer). Licens kan
erhverves/fornyes til og med det år, hvor hunden fylder 8 år.
Deltagelse (uden anmærkninger) i et sololøb og 2 løb parvis og med
dækken og maske. Licensen udstedes for et kalenderår ad gangen.
Hunden skal være registreret i DKK. Når man har opnået licens, kan
hunden deltage i konkurrencer i ind- og udland. I 2010 bliver der af
Myndeklubben arrangeret to konkurrencer - en på Sjælland og en i
Jylland.
I 2009 nåede Selma at få godkendt et single-løb og et parløb til
licens, så hun mangler et enkelt parløb. Licensløbene løbes med
løbsmaske (mundkurv), som man køber gennem Myndeklubben på
træningsdagene. I parløbene løber hundene endvidere med dækken, så
man kan kende forskel på dem.
Når man starter op med Coursing træning, så skal ens hund lære at
løbe alene først. Den skal lære at trække og fokusere på haren. Hvis
den ikke vil løbe alene, får den ikke lov til at løbe parløb, selv
om mange hunde hellere vil løbe, når der er flere. Det er simpelthen
for farligt, for måske trækker den hund så på den anden i stedet for
på haren. Den jager det forkerte bytte!
Hvis man vil deltage i coursing træning, så er det en god idé at
holde sin basenji i en god kondition. Den skal være vant til at løbe
løs, så den har mulighed for at strække ud ind imellem. Man kan også
opbygge en god grundkondition ved at cykle med sin basenji. Det er
meget vigtigt, at den er vant til at omgås andre hunde, så den ikke
ser sig gal på den anden hund i et parløb.
Haren, som hundene jager, er bare lange plastikstrimler i en snor,
så jeg har ikke personligt oplevet, at Selma blev mere jagende efter
levende vildt, når jeg går løs med hende. Tværtimod er hun blevet
roligere på ture uden snor, nu hvor hun ind imellem får lov til at
jage og være vildhund. Men det vil formentlig være forskelligt fra
basenji til basenji.
Man kan finde mange flere oplysninger på
www.myndeklubben.dk, hvor der også er en kalender, så man kan
se, hvor og hvornår der er træning. Kom og vær med. Det er nogle
hyggelige dage i godt selskab, og man kører hjem med meget trætte
hunde, som virkelig har prøvet at løbe og jage, som de oprindeligt
var brugt til.
Hvalpemotivation/unghundetræning
Der er født tre kuld basenjihvalpe i Danmark i denne sæson, og der
sidder nu nogle glade nybagte basenji-ejere derude med deres lille
guldklump. Stort tillykke til jer med jeres nye hvalp. En spændende
tid venter jer forude.
Basenjien er ikke en typisk træningshund, men det er ikke
ensbetydende med, at man ikke behøver at gå til træning med dem.
Basenjier vil meget gerne lære noget nyt, og de nyder at arbejde,
hvis motivationen er den rigtige for dem. Så jeg vil her gerne
opfordre basenji-ejere med hvalpe og unghunde til at prøve at gå til
noget træning med jeres hunde. I vil ikke fortryde det. Det er
vigtigt at finde et godt sted, hvor man træner ud fra principperne
om positiv forstærkning. Gerne et sted, hvor man har stor erfaring i
klikkertræning. Man kan ikke træne basenjier efter gammeldags
kadaver-disciplin. Bliver man hård overfor en basenji, så nægter den
forståelig nok at samarbejde. Er metoderne rigtige, så er en basenji
nøjagtig lige så lærenem, som alle mulige andre hunderacer. Og så
husker de godt. Øvelser, som de først har lært, glemmer de ikke
igen.
Positiv forstærkning betyder kort fortalt, at man belønner hunden
for at gøre det rigtige, mens man ignorerer det, hvis den laver
noget forkert. Så prøver man bare igen. Hvis man begynder at skælde
ud og råbe "Nej", når ens basenji f.eks. sætter sig ned i stedet for
at dække, som man havde sagt til den, så vil den på et tidspunkt
blive passiv og nægte at samarbejde. Hvis man derimod bare lige
venter et øjeblik og evt. viser den stille og roligt, hvad man
mener, så vil det fremme dens lyst til selv at tilbyde øvelser og
tricks, hvis den bliver belønnet godt. Bingo... Så har man en
basenji, der elsker at træne.
Hvis man først har lært sin basenji at lære, så vil det være meget
nemmere for hund og ejer at løse de problemer, som kan komme igennem
hele livet. En del basenjier får adfærdsproblemer af den ene eller
anden slags, og her er det nemmere at træne det væk, hvis ens
basenji har lært at blive trænet - har lært at samarbejde, og den
har lært, at det kan betale sig at samarbejde med sin ejer. Til
hvalpemotivation lærer ens basenji også at lege sammen med alle
mulige andre racer. Så man kan egentlig sige, at ved at gå til
hvalpemotivation og unghundetræning, så forebygger man en masse
problemer, samt man bliver selv klædt på til at tackle fremtidige
problemer. Og så er det også bare sjovt at lave noget sammen med sin
hund.
På DKK's hjemmeside kan man finde links til sin egen kreds, hvor man
kan finde oplysninger om hvalpemotivation, unghundetræning og
hvalpelegestuer.

Rally lydighed
Hvis man nu bliver helt bidt af at træne med sin basenji, så vil jeg
gerne anbefale, at man begynder at træne rally lydighed. Rally
lydighed er en ret ny disciplin i DKK. De første officielle prøver
blev afholdt i 2006, men allerede nu er det en udbredt og meget
populær konkurrenceform. Det er sjovt at træne. Det kræver god
kontakt mellem hund og fører, og man må bruge ”alle” midler for at
skabe den kontakt. I rally lydighed skal hund og fører gennemføre en
bane med 10-20 øvelser i en bestemt rækkefølge og efter nogle faste
regler. Hver øvelse er angivet med et skilt, der i tegning og ord
beskriver øvelsen. Mange af øvelserne er velkendte fra almindelig
lydighed, men der er også en del andre øvelser. Og først og fremmest
er bedømmelsen mere fleksibel end ved almindelige lydighedsprøver.
Der lægges vægt på samarbejdet mellem hund og fører både under de
enkelte øvelser og på vejen mellem øvelserne, men der kræves ikke en
perfekt ”plads” position. Den ubegrænsede kommunikation fra føreren
til hunden bliver ikke straffet - tværtimod. Det er tilladt føreren
at tale, rose, opmuntre og bruge ethvert verbalt udtryk til
opmuntring. Flere kommandoer og signaler er tilladt. På den måde
bliver det en meget positiv sport for både hund og fører.
Jeg anbefaler, at man melder sig til et kursus i rally lydighed med
sin basenji. Her lærer man reglementet at kende - det er helt
uundværligt, hvis man påtænker at gå op til prøver, og man lærer,
hvordan alle øvelserne skal udføres korrekt. Desuden er det altid
sjovt at træne sammen med andre, samt hundene har godt af at lære at
arbejde med en masse forstyrrelser rundt om sig. Det vil der nemlig
også være, hvis man vil deltage i prøver.
Personligt dyrker jeg rally lydighed med både Lubaya og Selma, og vi
går til prøver, når det lige passer ind i programmet. Lubaya er i
Øvet klasse, og Selma er i Begynderklassen. Jeg går til træning i
DKK regi, og samtidig træner jeg meget sammen med en god veninde.
Man kan selv printe skiltene ud, så man har mulighed for at træne
rigtigt der hjemme.
På
www.rally-lydighed.dk kan man finde oplysninger om øvelser i
alle klasser. Der er også info om skiltene, som ligger i en udgave,
som er lige til at printe ud. Man kan også finde reglementet, som er
godt at læse, inden man starter op. På DKK's hjemmeside kan man
under Aktiviteter - Lydighed finde flere oplysninger om rally. Samt
man kan finde en instruktør i sit område.

Agility
En anden god sport for basenjier er agility. Det er en sjov sport -
både for hund og fører. Agility sporten behøver vist ikke en nærmere
præsentation her, da alle kender til det. En basenji er god til
agility, da den er hurtig, smidig og modig. Mine basenjier har
aldrig haft problemer med at indlære de svære forhindringer som
balance, store A eller vippe. De elsker at balancere. Jeg træner
selv agility med Selma i DKK regi en gang om ugen forår og efterår.
Vi hygger os meget med det. Det er en god sport, da hundene får en
god balance, de bliver smidige - og ofte får de masser af
selvtillid, som kan være svært at give dem på anden måde. Her hjemme
har jeg lavet en del spring og andre forhindringer, så jeg kan træne
for mig selv også. Det nyder hundene meget.
Man kan gå til agility træning mange steder, så man kan lede i sit
lokalområde efter træningspladser. Også her er det vigtigt at vælge
en træningsplads, hvor man træner med positiv forstærkning. Det er
også af stor vigtighed, at man vælger et sted med uddannede
instruktører, som lægger stor vægt på sikkerheden. Agility er en
sport, hvor hundene nemt kan få skader - både fysisk og mentalt,
hvis man ikke indlærer de forskellige forhindringer på en fornuftig
og sikker måde. Det skal jo gerne være en god oplevelse for
basenjien.

Udstilling
Man kan udstille sin basenji både under Dansk Kennel Klub og
Spidshundeklubben samt til lokale skuer. Man behøver ikke at have
store ambitioner om at skulle bruge sin hund til opdræt for at
udstille. For mange er det en sport, som så mange andre. Selve
udstillingen er dog en avlsgodkendelse, da basenjier ikke kan
stambogsføres i DKK, hvis ikke begge forældre mindst har fået
bedømmelsen "Good". Som sagt kan man sagtens udstille sin basenji,
hvis man ønsker at få en eller flere bedømmelser på den af nogle
forskellige dommere. På udstillinger kan man jo også møde andre
basenji-ejere, og det er meget hyggeligt.
Hvis man vil udstille sin basenji, så er det en god idé at gå til
noget ringtræning, hvor man lærer at løbe med hunden på den rigtige
måde, og man lærer at stille den op. Basenjien bliver vænnet til at
komme op på et bord at stå. Her skal den finde sig i at få kigget
tænder og at blive rørt ved alle stederne. På hannerne mærker
dommeren efter, om begge testikler er i pungen, så det skal også
trænes.
Der kan faktisk gå helt sport i at fremvise sin basenji på bedste
vis, samt at træne den til at være nem og omgængelig for dommeren.
Basenjien er reserveret fra naturens side, så det er ikke naturligt
for dem at lade sig røre ved alle steder af en dommer, som de aldrig
har set før. Det kan dog trænes. Derfor anbefaler jeg ringtræning
inden udstilling, da det kan virke som et overgreb på en ung basenji.
Og har den først fundet ud af, at det er ubehageligt at blive rørt
ved af en fremmed, så er det langt sværere at overbevise den om det
modsatte. Så også her er træningen forebyggende.
DKK tilbyder ringtræning i de lokale kredse. Det kan man finde
oplysninger om på DKK's hjemmeside. Spidshundeklubben tilbyder også
ringtræning nogle steder. Kig i bladet, om der er noget i nærheden
af dig.
Almindelig aktivering
Det er også vigtigt med noget almindelig aktivering for en basenji.
Husk, en mentalt og fysisk træt basenji er en nem basenji, som ikke
er ked af at være alene hjemme. Den løber ikke på væggene, og den
har ikke så stor risiko for at blive destruktiv. Ting, som ellers
tit sættes i forbindelse med denne race.

Her vil jeg fortælle lidt om, hvordan jeg selv aktiverer min flok på
tre. Vi går dagligt en lang tur - ca 1 - 3 timer, alt afhængig af
vejr og område. Ofte her i skoven hvor jeg bor, men jeg kører gerne
ud andre steder for at lufte hundene. De nyder meget at få nye
oplevelser på forskellige områder. Fra 1. oktober til 31. marts må
man gå med løse hunde på de fleste strande, og det benytter jeg mig
meget af. Så bliver der løbet og leget i sandet, der bliver snust,
der bliver gumlet krabber og tang. Kort sagt, så kommer jeg altid
hjem med trætte og tilfredse hunde.



Mine hunde nyder også meget, når vi mødes med gode venner og deres
hunde. Så bliver der både leget og gået på opdagelse i samlet flok.
Det er en rigtig god idé at finde nogle gode hundevenner, som man
kan mødes med. Det er meget givende for både hunde og mennesker. Jeg
har især en god veninde med to hunde, som vi trives rigtig godt med.
Vi tager tit ud nye steder med hele flokken for at få nye
oplevelser. Det kan være en tur ved Slipshavn, Nyborg. Eller en lang
tur på 15 km rundt om Enebær Odde på Nordfyn. Men det kan også være
en tur midt i Odense i Fruens Bøge hvor vi lader hundene kigge på
både skoven og byen. Kun fantasien sætter grænser for, hvilke
oplevelser man synes ens hunde skal have.


Det er også nemt at aktivere sin basenji mentalt ved at lade den
søge efter foder udenfor. Kast tørfoder eller skinketern eller
lignende ud på en stor græsplæne og lad hunden bruge sin næse til at
finde det hele. Jeg bor i en skov, hvor jeg har adgang til store
indhegninger til at lade hundene løbe løse. Her går jeg tit op
medbringende en portion godbidder, som bliver kastet ud over et ret
stort område. Gerne lidt kuperet. Og gerne så nogen af godbidderne
hænger i træer og buske, så hundene virkelig skal bruge sig for at
få fat i dem. Mine hunde bruger gerne en times tid på at finde det
hele samt overbevise sig selv om, at der virkelig ikke er mere at
komme efter. Når vi kommer hjem, er de meget trætte og tilfredse.
Det kan kun anbefales at prøve det. Hvis man ikke har en indhegning
til rådighed, så kan man bare sætte en 20 meter lang sporline i
hunden, så man er sikker på, at den ikke pludselig går på jagt.

Her om vinteren nyder jeg meget at træne små sjove tricks med
hundene indendøre. Jeg træner dem bare i min lille stue. En af
gangen, mens de andre kigger på. Så skiftes de til at få lov at lave
lidt sjove og skøre tricks, som belønnes godt. Selma og Lubaya
trænes også i rallyøvelserne indendørs, da jeg slet ikke kan få dem
til at fungere og samarbejde om f.eks. dæk-øvelser ude i kulden om
vinteren.

Lyst til træning...?
Nu lyder det måske som om, at jeg træner mine hunde flere timer
dagligt. Det gør jeg bestemt ikke... Faktisk træner jeg kun 3 - 4
gange om ugen, og kun ca et kvarter pr. hund. Min erfaring er, at
man ikke kan træne en basenji hver dag. Den kan simpelthen ikke
bevare motivationen. Jeg har tidligere dyrket både lydighed med
Lubaya og Freestyle med Selma. Begge sportsgrene har jeg opgivet, da
det kræver meget træning for at være med på det niveau, som der er
til konkurrencer. Det kræver meget mere træning, end man kan byde en
basenji. De sportsgrene som jeg ellers har nævnt i mit indlæg er
derimod som skræddersyet til en lille selvstændig basenji, som gerne
vil lære noget, men som ikke gider at træne hver dag.
Jeg håber, at der nu er nogen basenji-ejere, der har fået lyst til
at lave noget med deres hund. Det er altid sjovt at lave noget
sammen med sin hund, og som oftest er det svært at se, hvem der
morer sig mest. Og som sagt, så er et tillidsfuldt samarbejde et
godt grundlag for et langt og ukompliceret liv med sin basenji. Hvis
der er nogen, som gerne vil i gang med træning, men ønsker mere
information om, hvordan man griber det an, så kan jeg altid
kontaktes på mail. Både racerepræsentant Karina og jeg står også til
rådighed om gode råd til at aktivere en basenji til hverdag.
Hvis der er interesse for det, så vil Karina og jeg meget gerne stå
for noget fælles træning, hvor man kan lære lidt om, hvordan man
motiverer sin basenji bedst. Så lad os høre fra jer derude. Det
kunne være så dejligt, hvis der kunne komme flere basenjier i gang
med træning. Det er en aktiv race, som fortjener et aktivt liv.
|