|
|
|
Forside Nyheder Profil Mine hunde Basenji Info Galleri Links Gæstebog Kontakt |
|
Profil
Mit navn er Helle Søndergaard Nielsen, og jeg bor i Langesø på Fyn.
Jeg er oprindeligt udlært tømrer, men er nu førtidspensionist pga. en trafikulykke for 10 år siden. Jeg kommer fra en meget dyreglad familie, og jeg har altid haft dyr omkring mig. Min bror og mine forældre har også hunde. Min hjemmeside handler hovedsaglig om mine egne 3 basenji tæver og mine erfaringer som basenji ejer. Jeg har fuldstændig tabt mit hjerte til denne skønne hunderace, og jeg elsker deres små særheder og påfund. Idéen med denne hjemmeside er at gøre opmærksom på basenjiens mange kvaliteter som familiehund, men sandelig også som træningshund. De fleste steder hører man mest om de gængse problemer med racen: den kan ikke lære noget, den kan ikke gå løs, den kan ikke være alene hjemme, den er destruktiv..... Det er lidt min kæphest at modbevise disse påstande. Samtidig er hundeadfærd og hundesprog min helt store interesse, og som basenji-ejer får man virkelig noget for pengene på det punkt, da de er meget tydelige i deres sprog og adfærd.
Hvorfor basenji? Jeg har redet og haft hest en stor del af mit liv, men en trafikulykke har sat en effektiv stopper for disse aktiviteter. Da jeg måtte droppe ridningen helt, besluttede jeg, at jeg ville have hund. Jeg er vokset op med hunde, så det var helt naturligt at fortsætte med hundene, da hestene faldt ud af mit liv. Jeg var sikker på, at jeg skulle have schæfer, som mine forældre og min bror har, og jeg har selv en stor svaghed for denne dejlige race. Jeg er vokset op med både collie og schæfer, som begge er skønne racer. Men da jeg har kroniske problemer med nakke, ryg og arme, så skulle jeg nok ikke lige have så stor og stærk en hund. På nettet søgte jeg på små hunderacer, og her faldt jeg så tilfældigt over basenji. Jo mere jeg læste om denne aristokratiske race, jo mere interesseret blev jeg. Efter kennelbesøg hos Kennel Skyewalker var jeg da også helt solgt. Samme dag bestilte jeg en tævehvalp hos samme. Tina Toft Bergstrøm fra Skyewalker gav mig en rigtig god information om racen, både de gode, men bestemt også de mindre gode sider. Hmmm.... det må hun have gjort godt, for der er ikke rigtig noget, som er kommet bag på mig. Det skulle da lige være, at racen faktisk er meget mere lærenem, end jeg først fik indtryk af. Jeg havde ellers nogle flere racer, som jeg gerne ville se live, inden jeg endeligt besluttede mig, men det blev slet ikke nødvendigt. Basenji var racen for mig. Mine hunde er meget forkælede, da jeg pga. min whiplash skade er førtidspensionist. Så hele min dag drejer sig faktisk om dem. Kort sagt, så har jeg ikke noget liv ved siden af mine hunde...Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg kan bruge så meget tid på hundene. Det er dejligt at kunne tilrettelægge sine dage, så hundene får mest mulig motion og opmærksomhed. Det har vi det alle bedst med... Min store interesse hos hundene er adfærd, kommunikation og træning. Jeg bruger dagligt lang tid på at observere mine hundes adfærd både alene og sammen med andre hunde. Man lærer utrolig meget af at se sine hunde kommunikere naturligt uden menneskelig indblanding.Og basenjien har netop et meget tydeligt sprog, hvor man aldrig er i tvivl om, hvad den mener. Derfor er basenji også så gode sammen med andre hunde. Jeg interesserer mig også meget for mine hundes sundhed - i form af sund fodring, gode mentale udfordringer samt masser af fysisk motion.
Her bor jeg - Skyttehuset
Awards som Basenji Life har modtaget:
|