Forside    Nyheder    Profil    Mine hunde    Basenji Info    Galleri    Links    Gæstebog    Kontakt

Retur til Basenji Info

Køb af basenji

Hvis du er blevet interesseret i at få en basenjihvalp, skal du først og fremmest finde en opdrætter, som du har tillid til. Under Links henviser jeg til de danske opdrættere, som har en hjemmeside. Du har også altid mulighed for at importere en hvalp fra udlandet - der er ikke så mange opdrættere i Danmark, så det er ikke hvert år, at der er hvalpe til rådighed.

Da basenji tæverne kun går i løbetid en gang om året og altid om efteråret, så er man som oftest nødt til at lade sig skrive på venteliste hos en opdrætter i god tid. Måske bliver den pågældende tæve kun parret, hvis kuldet på forhånd er afsat. Det kan derfor være svært at få en hvalp i Danmark, og man må måske søge til udlandet for at få, hvad man søger, hvis man ikke er interesseret i at vente til året efter. De danske opdrættere er som regel interesseret i at hjælpe med kontakter til udenlandske opdrættere, hvis de ikke har hvalpe selv.

Selv om man måske ikke er interesseret i udstilling, avl eller stamtavler i det hele taget, så skal jeg her advare imod at købe en hvalp uden stamtavle. Det er som oftest meget useriøst at opdrætte basenji uden stamtavle, da der i Danmark ikke er andre avlsrestriktioner på racen, end at forældre dyrene skal have mindst en 2. præmie på udstilling.

Hvalpen bør være stambogsført i Dansk Kennel Klub, da der så er en vis garanti for, at opdrætteren har fulgt DKK's etiske regler.

På DKK´s nye tiltag, HundeWeb kan man gå ind og finde stamtavler på alle DKK registrerede hunde i Danmark. Så kan man selv søge lidt oplysninger på forældre dyrene mht. udstilling, afkom, helbred. Der er dog ikke særlig mange oplysninger om helbred, da der ikke er nogen sundhedsmæssige avlsrestriktioner på basenji.

Da der heller ikke er så mange basenji i Danmark, er der en stor risiko for at en hvalp uden stamtavle kan være stærkt indavlet. Man kender ganske enkelt ikke forældre dyrenes familie.

Der er meget stor forskel på, hvor højt de forskellige opdrættere går op i racens helbred og sundhed. Det er dog mit indtryk, at det bliver mere og mere almindeligt, at man lader sine avlsdyr sundhedsteste. Og hvis man selv er interesseret i at få en hvalp efter sundhedstestede forældre, så tag en fornuftig snak med opdrætterne, om hvor vidt det kan lade sig gøre. Få en god dialog i gang i stedet for at stemple de forskellige opdrættere som useriøse og uansvarlige, hvis de ikke ønsker at lade deres avlsdyr teste.

Der er i Danmark endnu ingen krav om, at man skal sundhedsteste sine basenji inden parring.

Som ejer af to hunde med stofskifteproblemer, så kan jeg sagtens forstå, at man kun vil købe hvalp efter sundhedstestede forældre, men det berettiger bestemt ikke, at der bliver drevet heksejagt mod de opdrættere, som ikke deler den opfattelse, at sygdom er et problem i den danske basenji stand.

Et godt råd er at tale med mange forskellige opdrættere. Det er vigtigt, at man kommer godt ud af det med sin opdrætter, da det er rart at kunne vende tilbage til vedkommende, hvis der er problemer.

Seriøse opdrættere er naturligvis også interesserede i tilbagemeldinger fra hvalpekøbere om, hvordan det går med hunden fremover.

Det er også en god idé at besøge DKK's udstillinger for at kigge på racen. Her vil man møde både opdrættere og almindelige basenji ejere, som gerne vil fortælle om deres hunde, samtidig med at man kan se hundene på nært hold.

Det er meget oppe i tiden, at man, som hvalpekøber, bør være enormt kritisk med at vælge opdrætter. Men opdrætterne har også ret og pligt til at være meget kritiske med hvalpekøbere. Basenjien er IKKE en hund for folk, som ikke har sat sig ordentlig ind i racens væsen og særheder.

En god opdrætter er derfor en person, som faktisk udsætter sine hvalpekøbere for et grundigt forhør, så man bedst mulig kan matche hvalp og hvalpekøber - eller sortere fra...

 

Når du har fået basenjihvalp

Når du har fået din 8-10 ugers hvalp hjem, så er det vigtigt, at du fortsætter opdrætterens arbejde med at socialisere hvalpen. De første uger er et meget vigtigt grundlag for hvalpens videre liv, og man gør sig selv, hunden og andre mennesker, som skal kunne håndtere hunden, en kæmpe tjeneste ved at lade den møde fremmede mennesker og hunde i så stor udstrækning som mulig.

Lad den endelig hilse på alle slags mennesker incl. børn i alle aldre. Al leg mellem hunde og børn skal foregå under opsyn.

Det er også vigtigt, at man lader hvalpen møde rare og fornuftige hunde af flere forskellige racer og størrelser. Undgå at lade hvalpen møde aggressive hunde. Undgå indblanding i almindelig leg og opdragelse hunde i mellem. Det forstyrrer hundenes kommunikation, og en hvalp skal så tidligt som muligt lære at håndtere modgang, og at der bliver sat grænser fra andre hunde. Kort sagt, så skal den lære hundesproget.

 

Jeg vil anbefale, at man melder sin basenjihvalp til hvalpemotivation. Her lærer hvalpen at begå sig blandt andre hvalpe, og man lærer de helt basale ting som håndtering, indkald, sit-dæk-stå, lineføring og måske små sjove tricks, som hvalpen synes er meget underholdende. Man får også nogle idéer til, hvordan man kan aktivere sin hvalp i det daglige.

Når man er færdig med at gå til hvalpemotivation, kan jeg kun anbefale at man fortsætter med sin basenji på et unghundehold, hvor man arbejder videre med de almindelige lydighedsøvelser, og hvor hunden lærer at koncentrere sig og udføre opgaver blandt andre hunde.

Men det er altså ikke lige meget, hvor man går til træning henne. Hvis det er muligt, så vælg et sted, hvor man træner efter klikker metoden, da det helt klart er den bedste måde at træne basenji på. Hvis man ikke har adgang til klikkertræning, så vælg i det mindste et sted, hvor man træner efter princippet positiv forstærkning. Dvs. træning med godbidder, hvor man belønner ønsket adfærd og ignorerer uønsket adfærd. Der kommer ikke noget godt ud af at skælde og smælde over en basenji, som ikke lige har forstået, hvad du vil. Den vil hurtigt vende dig ryggen og nægte at samarbejde.

Så spørg dig frem, inden du melder din basenji til træning. For at få det optimale ud af en basenji, er det uhyre vigtigt, at både instruktør og ejer har sat sig grundigt ind i en hunds kropsprog og kommunikation.

Selv om man ikke lige brænder så meget for træning, som jeg selv gør, så er det under alle omstændigheder en rigtig god start for både hund og ejer at gå til træning. Man lærer sin hund meget bedre at kende, samtidig med at man får indsigt i, hvorfor en hund reagerer, som den gør i forskellige situationer. På den måde får man nemmere ved at løse de konflikter med hunden, som senere måtte dukker op.

Det er også vigtigt, at du lærer din basenjihvalp at gå løs, fra den er helt lille. En basenji er en løber, og den har brug for at få lov til at strække ud. Det er jo ikke alle, der har adgang til indhegnede områder, så derfor er det mest praktisk, at den lærer at gå løs uden at stikke af.

Ved stranden må man gå med løse hunde fra 1. oktober til 1. april, så der er rig mulighed for at lade sine hunde strække ud uden at genere andre.

Miljøtræning er også en vigtig ting for en basenjihvalp. Lad den endelig komme med på ture i skoven, ved stranden og i byen. Jo mere den lære at forholde sig til som hvalp, jo nemmere bliver den at have med at gøre som voksen.

Når man får hvalp, skal man huske at nyde den, mens den er lille. Den tid kommer aldrig igen...